Viser opslag med etiketten BagKatalog. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten BagKatalog. Vis alle opslag

lørdag den 1. december 2007

Bagkatalog

Et forsøg på at snyde borte.

Art And Stupidity (http://home8.inet.tele.dk/sometime) forsvinder fra serverne en af de nærmeste dage.
Mailadressen sometime@post8.tele.dk har været død siden jeg opsagde min aftale med TDC. Der var ellers noget oldschool over en web- og mailadresse der indeholdt home8/post8 - Kill Your Darlings som det hedder på godt dansk.

Jeg har flyttet store dele af mit gamle website her til bloggen.
Det er et lager, en hukommelse, et bagkatalog. Der er så meget der forsvinder i den accelererede ny virkelighed med dens time for time opdaterede versionering af den kollektive bevisthed.

Sandheden... min kone Gitte sagde at jeg skulle - derfor.

HANDSHAKE/Dennis



Her sidder Dennis og jeg på en trappesten i Kina og tæller cykler.
Dennis vil vide om det virkeligt er så sejt at tælle cykler, og om man kan kalde det kunst. Jeg ved det ikke,- det er vel lige så sejt som alt muligt andet.

Ang. cyklerne.
Dennis talte 1346 cykler, jeg talte 1343. Selv tror jeg Dennis har ret.

Læs her om baggrunden for projektet HANDSHAKE

HANDSHAKE/Pia



Pia er en sød pige der ved hvad en mand behøver.
Masser af ros, kæl og klap, rigeligt med foder og lang snor.

Læs her om baggrunden for projektet HANDSHAKE

HANDSHAKE/Bjarne



Hej Bjarne.
Det var rigtig hyggeligt, og sikke en bar,- luksus i betydningen "langt ud over hvad hjertet kan begære / kødet kapere".

Godt jeg havde taget min skytsengel med i byen, ellers var jeg nok aldrig kommet hjem.


Læs her om baggrunden for projektet HANDSHAKE
Link til: Bjarne Werner Sørensen

HANDSHAKE/Thomas



Hej Thomas.
Du så lidt ensom ud,- nu sidder vi så begge to og venter, et sted de kalder Tyskland.
Spørgsmålet er om tiden føles halvt eller dobbelt så lang, og om det er godt eller skidt.

Læs her om baggrunden for projektet HANDSHAKE

HANDSHAKE/Charlotte



Kære Charlotte.

Jeg ved jeg har holdt dig hen, men jeg har kone og barn, hvilket gør tingene en smule komplicerede (især det med konen). Udover at dele bord og seng, deler vi også harddisk.

Torsdag aften lykkedes det endelig,- vi løb bort til et eksternt jaz-drev. Ceremonien var smuk, enkel og diskret, hotellet fasionabel midteuropæisk topklasse, og fotografen blandt de bedste penge kan købe.
Der var bred enighed om at vi var et smukt par, skønt de fleste kun havde øjne for dig.

PS.
Jeg håber det kan forblive en hemmelighed mellem os lidt endnu,- jeg ved du forstår ...

Læs her om baggrunden for projektet HANDSHAKE

HANDSHAKE/Bob-1



Bob bruger hele vinteren på at reparere motorcykel, om sommeren kører han i mudder til den går i stykker.
Det kunne jeg ikke have tænkt bedre selv,- respekt.

Problemet er at Bob sender et billede med 2 personer,- hvilken Bob er den rigtige Bob? Se Bob/2 og døm selv.

HANDSHAKE/Bob-2



Bob bruger hele vinteren på at reparere motorcykel, om sommeren kører han i mudder til den går i stykker.
Det kunne jeg ikke have tænkt bedre selv,- respekt.

Problemet er at Bob sender et billede med 2 personer,- hvilken Bob er den rigtige Bob? Se Bob/1 og døm selv.

fredag den 30. november 2007

HANDSHAKE

Handshake er et projekt fra dengang (1997/98) internettet endnu var relativt nyt for det civile samfund, og mulighederne for interaktion med vidt fremmede på tværs af tid og rum var noget der skulle undersøges.
Herunder den oprindelige projektbeskrivelse fra ART AND STUPIDITY, http://home8.inet.tele.dk/sometime


Lad os mødes !

Send et foto af dig selv, så arrangerer jeg et møde.
Dig og mig,- på min harddisk,- næste torsdag f.eks.

Hvad får du ud af det.
Du får det færdige billede af vores møde tilsendt pr. e-mail, kvit og frit,- et minde for livet.

Hvad får jeg ud af det.
Jeg får et billedmateriale jeg ikke selv har valgt, men kun har sat den overordnede ramme for (random input).
Herved mister/afgiver jeg kontrol over en væsentlig del af processen, hvilket givet vil påvirke det færdige resultat. Dette er muligvis interessant,- det vil vise sig.

Send foto af dig selv enten som e-mail eller med post.

E-mail,- hvordan.
Klik på knappen "e-mail". Vedhæft billede som gif eller jpeg fil, max. størrelse 400 K.
Skriv "HANDSHAKE" i rubrikken subject, og medsend oplysninger om navn, by og land.

Post,- hvordan.
Send foto på papir, max. format A4 til adressen:

Medsend e-mail adresse samt oplysninger om navn, by og land. Husk frankeret svarkuvert med fulde navn og adresse, hvis materialet ønskes retur.

Obs !
ART AND STUPIDITY forbeholder sig retten til senere brug af tilsendt materiale i billedkunstnerisk sammenhæng.

Vision for the New Millenium


Stempel/kuglepen på papir

En håndtrykt/tegnet kalender over det næste årtusinds første år, her er valgt de lærdes skæringsdato 1. januar 2001.
Værket forholder sig til den omsiggribende "millenium hype" og kan alt efter temperament tolkes opgivende eller fortrøstningsfuldt.

Kalenderen har en slående lighed med den vi kender, faktisk med et temmelig præcist sammenfald med produktionsåret 1998, hvad angår ugedage/datoer og helligdage.

TEGNING - 8 originale blade



Grafisk mappe
Blyant/print på papir

Værket er umiddelbart sprogligt, idet der simpelt hen står skrevet ordet "Tegning" på et stykke papir.
På et andet plan er der tale om blyant afsat på papir, vandrette og lodrette streger, kurvede forløb,- alle de formelle kendetegn vi normalt forbinder med en tegning/handlingen at tegne.

De horisontale linier refererer til de tidlige skoleårs skrivehæfter, hvor krusedullen transformeres fra abstraktion til konkret betydning.
Værket svinger mellem disse planer, og problematiserer således denne skelnen.

Når værket er anerkendt som tegning, begynder diskutionen om hvorvidt det er en god tegning,- her bliver det hurtigt dybt og forhåbentligt interessant.
Strategien er at pege på mulige kvaliteter,- ved deres tilstedeværelse såvel som ved deres fravær.

"Tegning,- 8 originale blade" er udgivet i 12 eksemplarer og knytter til traditionen "grafiske mapper" med angivelse af oplag/nummer, papirtype, gramvægt, signatur etc.

1/2 banan

Blyant/print på papir

Serien "banana" er et klassisk naturstudie, en gengivelse af en ydre virkelighed. Metoden er en direkte aftegning af objektet, i dette tilfælde del af en banan.

Teknik og metode minder om barnets første forsøg på at aftegne det konkrete, helt typisk og universelt omridset af egen hånd. Der peges på en uskyld i kraft af værkets ukomplicerede ærlighed, mens den billedkunstneriske kontekst dementerer samme.

Betegnelsen "1/2" kan læses som den brøk der angiver halvdelen af noget, eller som angivelsen "eksemplar af oplag" som det traditionelt bruges ved nummerering af grafiske blade.

Evil Technology



El-stik/ledning

To hanstik forbundet med 666 mm. alm. ledning,- en sød og næstekærlig lille sag, den perfekte gave.

Objektet ridser i den fernis af normalitet og rationalitet der gør at der ikke er flere bilister der kører ræs gennem gågaderne, at der ikke er flere der kommer galt af sted med køkkenknive, at der ikke er flere der går ud foran toget, at der...

Objektet hænges på et søm på væggen, når det ikke er i brug.

Million


Vi kender alle begrebet "million" fra skolens undervisning i titalssystemet, og fra den daglige omtale af økonomiske forhold, befolkningstal, astronomiske afstande etc. i trykte og elektroniske medier. Vi godtager og anvender således dette begreb, men ved vi egentlig hvad en million er ?

Projektets hypotese er at mange af de begreber og størrelser (herunder millioner) vi anser som selvfølgelige og brugbare værktøjer, til håndtering og forståelse af vores omverden, i virkeligheden er abstraktioner uden basis i personlig erfaring eller erkendelse. Projektet "Million" er en konkret/fysisk undersøgelse af begrebet, dets størrelse, omfang, udstrækning i tid etc.

Projektet går ud på at tegne 1.000.000. små cirkler med kuglepen på alm. kvadreret A4 papir (580 cirkler pr. ark, ialt 1.725 ark) disse ark sættes i plastlommer, der igen sættes i ringbind (90 plastlommer pr. ringbind, ialt 20 ringbind).
Cirklen er valgt som symbol på enhed. For at opnå et rent og nøgternt kunstnerisk udtryk, refererer teknik og materialevalg til dagligdags ting de fleste kender og omgås, A4 papir, kuglepenne, plastlommer og ringbind.

Projektet kan udstilles på to måder: Enten som objekt, hvor ringbindene placeres i en reol (ca. 1,4 hyldemeter), hvorfra publikum kan tage de enkelte ringbind ud og bladre/tælle efter, eller som samlet ophængning på væg (ca. 150 kvadratmeter).

Work in Progress
Påbegyndt 25.09.97
Sub Total 195.460

Counting


Counting/Garage/Sub Total=6

Counting kan praktiseres hvor- og nårsomhelst, og efter variable kriterier.
I et givent sæt omgivelser kan de samme elementer være genstand for flere count´s.
Et element som "lampe" kan tælles som én, eller underopdeles i f.eks. stik/ledning/fod/skærm fatning/pære etc.

Mere counting... se projektet: Million/Work in Progress.

Activity for Long Dark Winter



Installationen består af 3 elementer:

- En stol stående frit på gulvet
- En uafskærmet el-pære hængende fra loftet
- En instruktion på væggen.

Installationen refererer til myten om det nordiske tungsind, og til den seneste forskning i lysets indvirken på den menneskelige psyke. Værkets udtryk og absurde indre konsekvens, placerer det interagerende publikum i en zone mellem terapi og tortur.

Installationen arbejder i fire dimensioner, hvoraf især tiden er tricky.

Power Image Generator


Hvidt lys er det spektrum af elektromagnetisk stråling, der er synligt for det menneskelige øje, og dermed forudsætningen for enhver visuel tilegnelse af information/verden.

I en metafysisk kontekst forbindes det hvide lys med trancendens i bred forstand, med religiøse oplevelser, fødsels- og dødsoplevelser etc.


Lokaliteten er en gammel klosterkælder under Odense bispesæde. Det visuelle indtryk forstærkes af en tydelig kontrast mellem lyskildernes strålevarme, og kulden fra de metertykke stenmure.

Power Image Generator blev vist februar 1997, som separat indslag i udstillingsrækken Compilation I.